Har du nogensinde tænkt over, hvorfor ord som angst, autenticitet og selvrealisering føles så nutidige - og alligevel har rødder midt i 1800-tallets København?
Mød Søren Aabye Kierkegaard (1813-1855) - bybarnet fra Nytorv, der med pen, polemik og passion vendte blikket fra systemer og stormænd til det enkelte menneskes inderste kampe. Han kaldte det selv “hiin Enkelte”; vi kalder det i dag det moderne selv. Uden hans skarpe aforismer om valg, angst og tro ville både psykologiens lænestol og eksistentialismens cafébord se helt anderledes ud.
I denne guide fører vi dig fra Nytorv til Assistens - gennem Kierkegaards københavnske livsstier og videre ind i hans idéverden, hvor frihed giver svimmelhed, og hvor et bevidst spring kan føles som det eneste svar på tilværelsens gåder. Vi serverer:
- En lynintroduktion til manden, der satte subjektiviteten på verdenskortet.
- Et koncentreret biografisk rids fuld af kærlighed, kulturkampe og kirkestorm.
- En håndsrækning til nøglebegreberne - angst, fortvivlelse og troens paradoks.
- En overskuelig værkguide, så du ved, hvor du skal åbne bøgerne.
- En mini-byvandring, der lader dig træde i hans fodspor gennem Indre By og Nørrebro.
Klar til at møde den københavnske tænker, der stadig skaber eko i vores mest personlige spørgsmål? Så læs med - KBH Guide giver dig nøglen til Søren Kierkegaards univers.
Hvem var Søren Kierkegaard – og hvorfor kalder vi ham manden der opfandt det moderne selv?
Søren Aabye Kierkegaard (1813-1855) var københavner med sjælen fuld af spørgsmål, der stadig prikker til os i dag. Som filosof, teolog og forfatter satte han med ét slag det enkelte menneske i centrum - og derfor kalder såvel Kristeligt Dagblad som Wikipedia ham for “eksistensfilosofiens fader”. Hans insisteren på personlig ansvarlighed, inderlighed og valg gør, at mange ser ham som manden, der “opfandt” den moderne idé om selvet.
“Hiin Enkelte” - dig og mig, før systemet
Når Kierkegaard taler om hiin Enkelte, mener han ikke en romantisk helt, men det konkrete menneske, der står helt alene med sit ansvar. Systemer, “ånden i tiden” eller en kirkeordning kan aldrig bære din eksistens for dig. Kun du - den enkelte - kan vælge, tro, elske eller fortvivle. Pointen uddybes i Danmarks Nationalleksikon (lex.dk): Alt hvad der virkelig tæller, sker i det skjulte møde mellem Gud og et menneske af kød og blod.
Selvet som spændt relation
I Sygdommen til Døden (1849) beskriver Kierkegaard selvet som “et forhold, der forholder sig til sig selv” - strakt ud mellem mulighed og nødvendighed, timeligt og evigt. Fortvivlelse opstår, når relationen knækker: enten fordi vi nægter at blive os selv, eller fordi vi vil være os selv uden Gud. Her klinger en ultramoderne psykologisk indsigt: identitet er ikke et statisk “jeg”, men en vedvarende bevægelse, der kan slå revner.
Tre nøglegreb der stadig føles friske
- Angst som frihedens svimmelhed (Begrebet Angest, 1844): Vi gyser, fordi vi kan vælge - og dermed også fejle. Angst er ikke bare en sygdom, men et signal om, at muligheden står åben.
- Subjektiv sandhed og valgets alvor (Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, 1846): Sandhed er ikke primært noget man har på hånden, men noget man lever. Inderlig tilegnelse vejer tungere end objektiv information.
- Troens spring (Frygt og Bæven, 1843): Abraham vover at bryde det etisk-generelle for at følge Guds kald. Tro er ikke et meningsfuldt ræsonnement, men et modigt spring ind i paradokset.
Global gennemslagskraft
Kierkegaards bøger er oversat til et hav af sprog, og tænkere fra Jean-Paul Sartre til nutidens psykologer nævner ham som inspirationskilde. Hans fokus på valg, ansvar, tvivl og angst taler direkte ind i 2000-tallets identitetsdebatter - og gør ham til en stadigt levende stemme fra det gamle København.
Fra Nytorv til Assistens: Et københavnerliv med tro, tvivl og kærlighed (1813–1855)
5. maj 1813 kommer et skrøbeligt drengebarn til verden i hus nr. 2 på Nytorv. Faderen, den velhavende uldkøbmand Michael Pedersen Kierkegaard, er præget af pietistisk fromhed og et mørkt sind. Seks af Søren Aabye Kierkegaards søskende dør tidligt, og tabene tolkes som tegn på Guds vrede - en religiøs alvor, der præger hele hjemmet og senere forfatterskabet.
I de smalle gader mellem Nytorv og Købmagergade vokser Søren op som en usædvanligt skarp iagttager af menneskers masker. Han tager studentereksamen fra Borgerdydskolen og indskrives i 1830 på Københavns Universitet til teologi. Studierne forløber springvis; han bruger mere tid på at filosofere på værtshuse og i byens saloner, end han bruger i auditorierne. Alligevel forsvarer han i 1840 sin latinske afhandling og modtager teologisk embedseksamen.
Sammen år har han forlovet sig med købmændsdatteren Regine Olsen. Hun bor kun få minutters spadseretur væk, og deres breve er fyldt med vittighed og inderlighed. Men Søren ser ægteskabet som en livsløgn, der vil binde både hende og ham. 11. august 1841 returnerer han forlovelsesringen - et brud, der brænder sig ind i værker som Frygt og Bæven (1843) og Gjentagelsen (1843).
1843 bliver gennembrudsåret. På et ottedages visit i Berlin lader han sig inspirere af tidens åndsliv, men det er i København, han udsender Enten - Eller under pseudonymet Victor Eremita. Bogen gør ham berømt - og berygtet - i det københavnske borgerskab. I de følgende år strømmer pseudonyme skrifter fra lejligheden i Nørregade: hver ny bog et maskerede drama om valg, angst og tro.
Den unge forfatter går ind og ud af hovedstadens kulturkampe. Han langer ud efter teaterdirektør J.L. Heiberg, digteren H.C. Andersen og prædikanten N.F.S. Grundtvig. I Faedrelandet og salonsamtaler hvirvler hans ironiske giftpilespidser rundt - indtil satirisk ugeblad Corsaren i 1846 vender spydighederne mod ham selv. Hver fredag karikerer bladet hans skæve krop og lange frakke; Søren fortsætter tappert gennem byen, men ydmygelsen forstærker hans idé om, at et sandt kristent liv må rumme lidelse.
I 1854 blusser konflikten med statskirken op. I flyvebladet Øieblikket anklager han præsterne for at have gjort kristendommen til et mageligt statsanliggende: “I gør Kristus til Direktør for et velhavende Aktieselskab,” skriver han. Indre By skælver, biskoppelige dørklokker ringer hektisk, men Søren vandrer stædigt videre - nu ofte set i de tidlige morgentimer på Assistens Kirkegård, hvor han finder ro blandt gravene.
2. oktober 1855 falder han om på gaden nær Nørreport. På Frederiks Hospital - i dag en del af Rigshospitalets gamle bygninger - nægter han nadveren fra en statsautoriseret præst. 11. november 1855 dør han, 42 år gammel. Broderen, biskop P.C. Kierkegaard, forretter begravelsen i Vor Frue Kirke, hvorefter ligvognen ruller gennem Nørreport og ender på Assistens Kirkegård. Gravstenen bærer ordene: “Den Enkelte.”
I dag står Kierkegaard som et nationalt ikon - fra universitetets forelæsningssale til metroreklamer for nyoversatte samlinger. Hans bøger er på hylder verden over; han citeres af præster, psykologer og popmusikere. Og i København kan man stadig gå ruten Nytorv - Vor Frue - Assistens og mærke, hvordan tro, tvivl og kærlighed har sat sig i byens brosten.
Det moderne selv hos Kierkegaard: angst, fortvivlelse, valg og troens spring
Hvordan ser Kierkegaard egentlig det moderne selv? Svaret folder sig ud i et net af nøglebegreber - stadier, subjektiv sandhed, angst, fortvivlelse og troens spring - der alle tager udgangspunkt i “hiin Enkelte”: det konkrete menneske, som står alene med sine valg, sit ansvar og - ikke mindst - sin Gud.
1. Livets tre stadier - Og den nødvendige overgang
- Det æstetiske
Enten - Eller (1843) iscenesætter nydelsesmennesket, der lever i øjeblikkets pirrende muligheder. Kierkegaard lader ham ende i tomhed og en spirende fortvivlelse, fordi intet valg for alvor fastholdes. - Det etiske
I samme værk svarer “dommeren” - etikeren - med et livssyn præget af selvvalgt forpligtelse. Valget af ægteskab, embedspligt eller venskab gør livet meningsfuldt, men kan samtidig stivne i pligt uden ånd. - Det religiøse
Først her opstår den inderlige relation til Gud, hvor selvet både bekræfter sin frihed og anerkender sin afhængighed. Ifølge Kierkegaard er overgangen sjældent glidende - den kræver et spring.
2. Subjektivitet og sandhed - Sandt er det, du lever
I Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846) lader pseudonymet Johannes Climacus hammeren falde over tidens hegelianere: En sandhed bliver først personlig sandhed, når den indleves. Systemer kan kortlægge verden objektivt, men uden den indre tilegnelse forbliver de blot kulørte kort.
3. Angst - Frihedens svimlende prisskilt
I Begrebet Angest (1844) beskriver Vigilius Haufniensis angst som “mulighedens svimmelhed”. At kunne vælge gør mennesket frit - men friheden gør også kroppen kold. Denne dobbelthed gør angsten til en kreativ drivkraft: den kan lamme, men også vække til handling.
4. Fortvivlelse - Sygdommen til døden
Sygdommen til Døden (1849, Anti-Climacus) går fra psykologisk analyse til teologisk diagnose. Selvet er et forhold, der skal forholde sig til sig selv - og til Gud. Fortvivlelsen opstår, når dette forhold knækker:
- Man vil ikke være sig selv - selvfornægtelse.
- Man vil være sig selv - men uden Gud - selvforgudelse.
5. Troens spring - Abraham i en københavnsk kontekst
I Frygt og Bæven (1843) sætter Johannes de silentio Abraham under lup: Ved næsten at ofre Isak overskrider Abraham det etiske. Han handler på en paradoksal lydighed, som kun kan begrundes i en direkte relation til Gud - troens “absurde” spring. Hermed udfordrer Kierkegaard både fornuftsetik og statskirkens pæne fromhed, en kritik han radikaliserede i kirkestormen 1854-55.
6. “hiin enkelte” som rød tråd - Og eftertidens ekko
Alle temaerne munder ud i Kierkegaards sta insistens på, at det enkelte menneske er den afgørende arena for sandhed. Da han i pamfletten Øieblikket (1855) raser mod “kristenheden”, er det netop fordi institutionen har gjort troen til fælles høflighed i stedet for personligt anliggende.
Netop derfor blev Kierkegaard fyrtårn for eksistentialister som Jean-Paul Sartre, for moderne teologi (Karl Barth) og for psykologer, der undersøger angst, valg og autenticitet. Hans budskab er stadig umisforståeligt: Du - ikke “mennesket generelt” - må turde se friheden i øjnene, kende angsten, tage valget og (måske) springe.
Værkerne du skal kende: pseudonymer, opbyggelige taler og nøgleværker (1843–1855)
Først et overblik: To spor at holde styr på
- Pseudonyme skrifter - her lader Kierkegaard fiktive forfattere føre ordet for at undersøge idéer fra indre synsvinkler. Hvert pseudonym er en maske med sin egen stemme, som ikke skal forveksles med forfatterens personlige mening - de er “experimenter i Eksistentsen”.
- Opbyggelige / kristelige taler - udgives i hans eget navn. Her taler han lige ud af posen om tro, håb og kærlighed og sætter de eksistentielle analyser på åndelig formel.
Pseudonymklassikerne (1843-1850)
- Enten - Eller (1843, Victor Eremita)
Æstetikeren lever for nydelsen, etikeren for pligten. Sammenstødet mellem dem - krydret med “Diapsalmata” og “Forførerens Dagbog” - viser, at livsvalg er uomgængelige: undlader du at vælge, har du allerede valgt. - Frygt og Bæven (1843, Johannes de silentio)
Abrahams villighed til at ofre Isak afdækker troens paradoksale “spring” ud over det almene etiske. For Kierkegaard er spørgsmålet: Kan den enkelte vove alt på Gud? - Gjentagelsen (1843, Constantin Constantius)
Ironisk rejsefortælling om at søge en “gentagelse” af lykkelige øjeblikke - og opdage, at ægte gentagelse er religiøs fornyelse, ikke mekanisk kopi. - Begrebet Angest (1844, Vigilius Haufniensis)
Angst beskrives som “frihedens svimmelhed”: når alt er muligt, gyser vi for muligheden for at vælge forkert - men netop dér tvinges selvet til ansvar. - Philosophiske Smuler (1844, Johannes Climacus) og Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846)
Et frontalangreb på Hegels systemfilosofi. Sandhed er ikke objektiv logik, men subjektiv inderlighed. Her coin’er Kierkegaard mottoet “Subjektiviteten er Sandheden”. - Stadier på Livets Vej (1845, Hilarius Bogbinder)
Fra drikkegildet “In vino veritas” via ægteskabstalernes alvor til en dagbog om et brudt forhold: tre eksistens-“stadier” foldes dramatisk ud. - Sygdommen til Døden (1849, Anti-Climacus)
Fortvivlelse er “sygdommen til døden”: at ville eller ikke ville være sig selv over for Gud. Bogen leverer en forbløffende moderne psykologi over selvet som spænding mellem mulighed / nødvendighed og evigt / timeligt. - Indøvelse i Christendom (1850, Anti-Climacus)
Skærper efterfølgelsens krav: at være samtidig med Kristus og villig til lidelse. Tonelejet er radikalt og forbereder kirkekritikken i 1850’erne.
Opbyggelige og kristelige taler
- Atten opbyggelige Taler (1838-45, samlet 1845) - om taknemmelighed, bekymring og Guds kærlighed.
- Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (1847) - tre “sindelag”: handlekraft, renhed og alvor.
- Kjerlighedens Gjerninger (1847) - praktisk filosofi om næstekærlighed som pligt og gave.
- Christelige Taler (1848) - henvender sig til “den enkelte” i lidelse og håb.
Disse taler viser Kierkegaards pastorale side og udgør et etisk-religiøst modstykke til de ofte ironiske pseudonymer.
Kirkestormen og de skarpe pamfletter
- Øieblikket (1855) - ni flyveblade, hvor han anklager statskirken for at have reduceret kristendommen til kulturvaner.
- Diverse avisindlæg i Fædrelandet og Adresseavisen går i kødet på præstestanden og kulminerer med hans sammenbrud samme år.
Størrelsesordenen?
I alt offentliggjorde Søren Kierkegaard omkring 40 bogtitler plus et tilsvarende antal avisartikler. Efter hans død samlede broren P.C. Kierkegaard manuskripter og papirer, og i dag bevarer Det Kgl. Bibliotek størstedelen af originalerne.
Nøgleidéen bag hele korpusset: at få læseren - “hiin Enkelte” - til at konfrontere sig selv, sit valg og sin tro. Derfor er værkerne stadig levende lekture, fra universiteternes filosofipensum til natbordet hos enhver, der spørger: “Hvem er jeg - og hvad vil jeg egentlig?”
I Kierkegaards København: steder du kan besøge i dag
- Nytorv & Gammeltorv - dér hvor alt begyndte
Midt mellem rådhusklokker og torvevrimmel lå familien Kierkegaards ejendom (Nytorv 2). Her kom Søren Aabye til verden den 5. maj 1813. Selve huset er væk, men stemningen af 1800-tallets København hænger stadig mellem de to tvillingetorve, hvor rådhusplads, retssal og bytorv smeltede sammen. Sæt dig på en bænk, læs et par linjer fra Enten - Eller og forestil dig den pietistiske barndom, som formede hans blik for skyld, lidenskab og “hiin Enkelte”.
Kilde: Kristeligt Dagblad - Københavns Universitet & Vor Frue Kirke - tro, tvivl og sidste farvel
Gå ad Nørregade til Frue Plads. Her indskrev han sig som teologistuderende i 1830, knoklede (og prokrastinerede) frem til embedseksamen i 1840 - alt imens han vendte Hegels systemfylde ryggen og rettede kompasset mod subjektivitetens dybder. Rundt om hjørnet ligger Vor Frue Kirke, hvor Kierkegaards kiste - efter heftige kirkestridigheder - blev båret ud den 18. november 1855. Stå i kirkeskibet og mærk kontrasten mellem det høje hvide rum og hans brændende kritik af “kristenheden”.
Kilder: Kristeligt Dagblad; lex.dk - Assistens Kirkegård - stilhedens efterklang
Tag metro eller cykel til Nørrebro. Inde mellem høje popler finder du gravstenen: en enkel obelisk med guldskrift.
Praktisk: Kirkegården er en park, men vis respekt - hold lav stemme, ingen picnic ved gravstedet. Åbningstider varierer efter årstiden (ca. kl. 7-20).
Kilde: Kristeligt Dagblad - Det Kongelige Bibliotek - Den Sorte Diamant
På Slotsholmen opbevares trykmanuskriptet til Enten - Eller og andre uvurderlige originaler. Bestil plads i læsesalen i god tid - adgang kræver registrering og lånerkort.
Kilde: lex.dk - På spadseretur med Søren - Indre Bys små gader
Kierkegaard var legendarisk flanør; hver dag gik han sig til tanker mellem Børsen, Nikolaj Plads og Kongens Nytorv. Tegninger af Marstrand og H.P. Hansen viser ham med flagrende frakke og stok. Følg hans rute i dit eget tempo - kig op, tænk dybt, og lad fortovet diktere tempoet.
Se bl.a. tegninger på Frederiksborgmuseet (omtalt i lex.dk). - Rundetaarn - udstillinger i spiral
Tårnet har flere gange vist Kierkegaard-udstillinger (fx “Den hemmelige Note”, 1996). Tjek det aktuelle program - måske finder du manuskripter, breve eller lydinstallationer, der giver nye vinkler på angst og spring.
Historisk note via Kristeligt Dagblad
Den kompakte rute: Start på Nytorv → gå 750 m til Frue Plads (Universitet/Vor Frue) → tag metro, bus eller cykel til Assistens Kirkegård → slut dagen ved Den Sorte Diamant - eller fortsæt spiralen op i Rundetaarn, hvis benene tillader det. En eftermiddag, og du har sat fodspor i “Kierkegaards København”.