8 historiske jazzsteder i København gennem tiderne

Svedige saxofonriffs, blå røgslør og natlige sporvognsruter. København har i mere end et århundrede været Nordens jazz-hjerte, hvor internationale stjerner og lokale ildsjæle har sat scenen for uforglemmelige nætter. Bag hver gyldent messingklang gemmer sig en adresse, et dunkelt kælderlokale eller et afdanket værtshus, der for en stund blev verdens midtpunkt.

I denne guide tager vi dig med til otte legendariske spillesteder - fra de første improvisationer i 1920’ernes havnekvarter til efterkrigstidens swingende kældre og videre til 70’ernes radikale free-jazz. Sammen tegner de en tidslinje, hvor byens puls, politik og kultur smelter sammen til én lang jamsession.

Hvem var publikum? Hvordan lød nætterne, når Dexter Gordon, Monica Zetterlund eller NHØP gav los? Og hvad står der tilbage i dag, hvor lyset atter tændes over gamle skilte og nye scener? Læs med, dyk ned i historien - og find ud af, hvor du stadig kan mærke ekkoet af en kontrabas, der stemmer op mod morgengryet på Vesterbro.

Fra havneby til jazzmetropol: den korte historiske ramme

Jazzens første toner i København lød allerede i begyndelsen af 1920’erne, da amerikanske liners lagde til ved Frihavnen og bragte både hot jazz-plader og sømandorkestre med sig. Snart begyndte lokale pionerer som Valdemar Eiberg, Kai Ewans og Svend Asmussen at kopiere den nye lyd på et miks af varietéscener, danserestauranter og radioudsendelser fra Statsradiofonien. Byens tætte net af teatre på Vesterbro og caféer omkring Nyhavn skabte et naturligt øvelokale, og den nye elektriske pladespiller gjorde resten: København blev Nordens første by, hvor jazz ikke blot var en eksotisk kuriositet, men et selvstændigt ungdomssprog.

Gennem de næste årtier foldede genren sig ud i distinkte epoker, hver med sine rum, rytmer og politiske kulisser, der tilsammen gjorde hovedstaden til et magnetfelt for både nordiske og amerikanske musikere:

1. Mellemkrigstiden (ca. 1923-1939)
   De første faste orkestre indtager Palæ Bar og Lorry på Frederiksberg, mens pladeselskaber som Odeon begynder at trykke danske jazzskiver.
2. Besættelsen (1940-1945)
   Tysk censur lukker danserestauranterne tidligt, men underjordiske jams i private lejligheder - bl.a. i Borgergade - sender swingmusikken på kulturel modstandskurs.
3. Efterkrigstidens boom (1945-1959)
   Dollargrin, Marshall-støtte og ny optimisme fylder byens klubber; amerikanske stjerner som Sidney Bechet og Stan Getz spiller side om side med lokale helte i den første Montmartre-udgave på Østergade.
4. Festivalernes fremkomst (1960’erne-)
   Copenhagen Jazz Festival udspringer af studentermiljøet i 1979, mens Jazzhus Montmartre genåbner i Store Regnegade og bliver hjem for Dexter Gordon, Ben Webster og den moderne bebop.

• Åbne støttemidler til live-musik, en tolerant alkohol- og nattelovgivning samt billige boliger på Indre Nørrebro gjorde byen attraktiv for udenlandske musikere.
• National radio og senere tv-transmissioner sikrede, at små kluboplevelser nåede hele landet, hvilket forankrede København som nordisk referencepunkt.
• Kulturpolitisk fokus på “den frie musik” i 1970’erne fastholdt en avantgardistisk åre, som stadig mærkes på scener som Jazzhouse og La Fontaine.

8 historiske jazzsteder – portrætter og tidslinje

Fra de første swing-takter i Tivoli til 60’ernes bop‐eksplosion og 90’ernes nyklassicistiske renaissance har København fostret et helt særligt kartotek af klubber, dansehaller og røgfyldte kældre, hvor jazzens lydspor blev skrevet om natten og gentaget på fortovene næste dag. For at få greb om byens improviserede tidslinje har vi udvalgt otte adresser, der tilsammen tegner et snit gennem næsten hundrede år - fra stormagasinskældre til brostensbelagte baggårde.

• Wivex, Tivoli (Indre By) - aktiv 1923-1939. Danmarks første regulære jazzscene med hot-orkestre og amerikanske gæstestjerner. Valdemar Eibergs orkester satte standarden, og Svend Asmussen fik sit gennembrud her i ’33. Før/Nu: bygningen blev revet ned efter krigen; i dag markerer en diskret mindeplade på Tivolis Koncertsal, hvor swingens vugge stod.
• Lorry, Allégade 7 (Frederiksberg) - aktiv 1926-1941 & 1952-1963. Oprindeligt varieté og danserestaurant, men under besættelsen et tilflugtssted for både swing og sabotage-rygter. Django Reinhardt gæstede i ’39, og efter krigen rykkede Leo Mathisen ind med big-band. Før/Nu: TV 2 Lorry sender nu nyheder fra samme bygning; i gården hænger stadig et foto af “The Lion” ved klaveret.
• Vingården Jazzklub, Vingårdsstræde 19 (Indre By) - aktiv 1939-1957. Kendt for intime bebop-aftener, hvor unge Carl-Henning Pedersen malede på væggene mens musikken spillede. Charlie Parker kiggede forbi på gennemrejse i ’49 - en mytisk nat, kun dokumenteret af én slidt optagelse. Før/Nu: i dag vinbar; trompet‐logoet fra klubbens facade er bevaret i bagruden.
• Jazzhus Montmartre, Store Regnegade 19 / Studiestræde 24 (City) - aktiv 1959-1976, genåbnet 2010-. Byens legendariske bop-mekka, hvor Dexter Gordon, Ben Webster og Kenny Drew skrev dansk jazzhistorie. Kendt for sen‐nat jam sessions, hvor klokken sjældent blev mindre end tre. Før/Nu: genopstået i nye lokaler; væggen med Gordons autograf hænger stadig.
• Cap Horn, Nyhavn 21 (Nyhavn) - aktiv 1957-. En af havnekvarterets længstlevende live‐spots. Tone: cool-jazz og latin‐inspirerede kvartetter, ofte med Monica Zetterlund som surprise-gæst. Atmosfære: saltvand, sejlerhatte og saxofon i skumringen. Før/Nu: fortsat økologisk restaurant med weekend-koncerter; mange originale plakater pryder trappen.
• La Fontaine, Kompagnistræde 11 (Latinerkvarteret) - aktiv 1959-. Byens ældste, uafbrudt kørende jazzbar. Signatur: akustisk mainstream-swing i stueetagen, heftig jam i kælderen. Mulgrew Miller sad ind i ’89 under festivalen - en aften, der stadig hviskes om ved baren. Før/Nu: uforandret - samme lave loft, samme klirrende glas og stadig musik hver nat.
• Huset i Magstræde - Musikcaféen (Indre By) - aktiv 1970-1990’er. Undergrundens fristeder for fusion, free-jazz og politiske happenings. Marilyn Mazur og Pierre Dørge testede her grænserne for lyd og lydstyrke. Før/Nu: spillestedet lever videre under navnet Huset KBH; caféen er nu mere bredt kulturhus, men jazzpop-kollektiver bruger rummet til release-fester.
• Copenhagen JazzHouse, Niels Hemmingsens Gade 10 (Strøget) - aktiv 1991-2017. Flagship‐scene for post-bop og elektronisk crossover; Dave Douglas indspillede live-album her i ’03. Røgslør, mørke vægge og en lydpult, der kunne høres helt til Israel Plads. Før/Nu: bygningen huser i dag comedy-klub, men den røde neon‐skiltning “JazzHouse” ligger bevaret i Kbh Museum.

Sammen tegner adresserne en lydkortlagt linje fra swingens introduktion til nutidens genoplivninger; nogle steder er blevet mediestationer eller vinbarer, andre spiller stadig natten tynd. Tilsammen viser de, hvordan København skifter facade, men aldrig helt slipper sin jazzpuls - en puls, der stadig kan høres, hvis man vandrer fra Tivolis gamle port til de neonblinkende gader omkring Studiestræde og lader ekkoet af Ben Websters tenorsax guide én mellem fortid og nutid.

Scenernes miljø: publikum, musikerne og nattens København

Fra 1940’erne og frem voksede de københavnske jazzklubber sammen til et tæt netværk, hvor scenelysene aldrig helt slukkede. En aften begyndte ofte på de etablerede scener - Restaurant Wivex på Tivoli Allé eller det første Café Montmartre i Store Regnegade - men fortsatte efter midnat i kælderlokaler som Blue Note og Vingaarden. Her udvekslede publikum og musikere friskpressede anekdoter over fadøl, mens pladepusherne fra Knudsens Musikhandel eller den senere JazzCup stod klar med nattens sjældne import på vinyl. Resultatet var et økosystem, hvor jam sessions, værtshuse og pladebutikker fodrede hinanden: klubberne skabte efterspørgslen, butikkerne leverede repertoiret, og værtshusene holdt samtalen (og økonomien) kørende til de første sporvogne klirrede forbi.

1. 19:30 - Første sæt på den “pæne” scene (f.eks. Montmartre).
2. 22:00 - Kort stop på Palæ Bar for øl og debat om sidste chorus.
3. 23:30 - Uofficiel jam i Jazzhus 55; turister, sømænd og lokale studerende blander sig.
4. 02:00 - Natmad på Hviids Vinstue og spontant opkald til en tenorist i nabolaget.
5. 03:00 - Vinyljagt i baglokalet hos pladepusheren, der netop har fået Blue Note-kasser fra New York.

Spændet mellem mainstream og avantgarde gav byen en særstatus i Europa: Papa Bues New Orleans-inspirerede orkester trak det brede publikum, mens Albert Ayler og senere Pierre Dørge skubbede til grænserne på steder som Huset i Magstræde. Når amerikanske legender som Ben Webster, Dexter Gordon eller Kenny Drew slog sig ned i København, opstod der en kosmopolitisk jamscene, hvor unge talenter som Alex Riel og Niels-Henning Ørsted Pedersen fandt sparring af international klasse. Det var ikke ualmindeligt, at samme rytmesektion spillede swing på Paradise Jazz før midnat og fri improvisation på Moers efter. Denne dobbelte identitet - både traditionstung og eventyrlysten - satte tonen for nattens København, hvor tonerne fra en barytonsax kunne blande sig med klokkerne fra Holmens Kirke, længe efter at gadelygterne var slukket.

Arv og nutid: bevaring, genåbninger og ruter gennem byen

Mens mange af de legendariske kældre og baglokaler er forsvundet, lever Københavns jazz-DNA videre i både genopstandne adresser og helt nye scener. Flere af 1900-tallets ikoniske klubber har fået nyt liv - Jazzhus Montmartre genåbnede i 2010 på den gamle hjemmebane i Store Regnegade 19 og henter stadig internationale solister ind i det intime rum, mens La Fontaine (Gothersgade 11) holder døgn­åbent weekend-jam som i 1950’erne. Samtidig har steder som ALICE på Nørrebro, KoncertKirken på Blågårds Plads og Christianshavn Beboerhus udvidet paletten med alt fra nordisk frijazz til globale cross-over-projekter. Oven i det fungerer Copenhagen Jazz Festival - siden 1979 - som byens årlige hukommelse og forsøgslaboratorium: mere end 100 spillesteder, pop-up koncerter i gårdhaver og på kanalbåde, og en stadig bro mellem skoleelever, old-timers og verdensstjerner.

Vil du mærke historien under fodsålerne, kan du følge denne lille jazzvandring, der binder fortid og nutid sammen på tre kvarter til fods:

1. Nyhavn 17 - husets gamle værtshus var stamsted for Papa Bue og de andre trad-musikere.
   Drik en enkel fadøl ved kajkanten og lyt til gade­musikernes ekko.
2. Store Regnegade 19 - Jazzhus Montmartre: fødestedet for Dexter Gordon i København; kig ind til dagens sene after-work-koncert.
3. Fiolstræde 16 - den tidligere Fiolteatret, hvor avantgarden blomstrede; i dag litteraturhus, men væggenes patina fortæller endnu.
4. Gothersgade 11 - La Fontaine: hør Danmarks længst kørende nattelige jam session fra kl. 22.
5. Linnésgade 24 - JazzCup: kombiner pladebutik, café og after-noon gig, præcis som i 1980’erne.
6. Nørre Allé 7 - ALICE: ny scene for globalt orienteret jazz, elektronisk og roots - et billede på genrens fremtid.
7. Blågårds Plads 6A - KoncertKirken: gotisk kirkerum fyldt med fri-impro hver måned; akustikken er himmelsk.
8. Dronningensgade 34 - Christianshavn Beboerhus: rund af med lokal øl og community-stemning, hvor ugens sidste sax-solo sjældent slutter før midnat.