7 værker af Thorvaldsen i København - uden for Thorvaldsens Museum

Hundredtusindvis af besøgende valfarter hvert år til Thorvaldsens Museum på Slotsholmen - men hvad nu, hvis mesteren selv allerede venter på dig rundt om hvert hjørne i byen?

København er én stor, kåbefladet udstillingssal, hvor Bertel Thorvaldsens skulpturer og relieffer stadig taler til forbipasserende, studerende og kirkegængere - helt gratis og ofte uden kø. Fra Domkirkens stille kor til universitetets monumentale gavlfelter har den danske nyklassicist efterladt et marmorhvidt spor af kunst, tro og lærdom, der binder hovedstadens vigtigste bygninger sammen.

I denne guide zoomer vi ind på syv fremragende Thorvaldsen-værker, du kan opleve uden for Thorvaldsens Museum. Vi giver dig både de historiske nedslag og de praktiske tips: hvor du skal stå for at se detaljerne, hvornår lyset er bedst - og hvad du absolut ikke må misse undervejs.

Sæt tempoet ned, løft blikket, og lad Thorvaldsens marmorblikke møde dine egne. Velkommen til en skulpturel skattejagt i hjertet af København.

Kristus i Vor Frue Kirke (Københavns Domkirke)

Går du ind ad hovedporten i Vor Frue Kirke og lader blikket vandre helt ned gennem det lyse skib, mødes du af en hvid marmorfigur på en lav sokkel for enden af trappen til alteret. Det er Thorvaldsens Kristus, udført i 1821 (gipsmodel) og senere hugget i carraramarmor (opsat 1839). Figuren er kirkerummets absolutte tyngdepunkt - både teologisk og kunstnerisk - og fungerer som samlende centrum for hele domkirkens nyklassicistiske indretning.

Motiv og formsprog

• De åbne arme: Kristus træder et halvt skridt frem og spreder armene i en mild bevægelse, der billedliggør indbydelsen “Kommer til mig”.
• Det afslappede kontrapposto: Tyngden hviler på venstre ben, mens højre fod peger frem - en klassisk antik positur, som giver ro og balance.
• Ansigtets udtryk: Blikket er let sænket, så øjenkontakten rammer beskueren nede på gulvet. Skægget og de bølgende lokker forener hebraisk ikonografi med idealiseret romersk stil.

Bestillingen - Et nationalt projekt

Efter Københavns bombardement i 1807 skulle domkirken genopføres. Arkitekt C.F. Hansen inviterede sin samtidige Bertel Thorvaldsen - allerede berømt i Rom - til at skabe kirkens monumentale skulpturprogram. Kristusfiguren blev bestilt som korfigur og tænkt i dialog med den omkransende apostelrække. Kombinationen af moderne dansk identitet og antik form gjorde værket til den første store klassicistiske Kristus­fremstilling i Nordeuropa.

Global gennemslagskraft

Thorvaldsens Kristus er i dag et verdensikon. Marmor- og bronzekopier står i kirker fra Canterbury til Salt Lake City, hvor Den Mormonske Kirke har gjort figuren til sit officielle symbol. At netop denne fremstilling har fået så bred udbredelse, skyldes den enkle, imødekommende gestus: Kristus er hverken dommer eller triumfator, men en bro mellem himmel og menneske.

Praktisk besøgsguide

Sæt fem minutter af til blot at være stille foran figuren - Thorvaldsens intention var, at stillingen skulle “tale uden ord”. Det gør den stadig.

Apostelrækken i domkirken – de tolv omkring Kristus

Hvor Kristus-figuren i koret kalder ”Kommer til mig”, svarer et helt kor af marmorskikkelser i kirkens skib: Thorvaldsens tolv apostle, der i hvidt marmor står på høje sokler langs nord- og sydvæggen. Skulpturerne blev leveret mellem 1839-48 og er tænkt som et samlet teologisk og kunstnerisk program, hvor hver apostel har sit eget distinkte kendetegn - men alle vender blikket let ind mod midtergangen og videre frem mod Kristus. Det skaber en dialog mellem Mester og disciple, som kirkegæsten kan vandre igennem på vej mod alteret.

Placering og rytme

Apostlene er opstillet efter et spejlsymmetrisk princip: seks i nord og seks i syd. Peter - ”Kirkens klippe” - tager den forreste plads nærmest Kristus på nordsiden, mens Paulus afslutter rækken over for ham på sydsiden som erstatning for Judas. De to frontfigurer skaber balance i både teologi og komposition: Peters nøgler peger mod Himmeriget, Paulus’ sværd mod Ordet og missionen.

Apostlenes attributter og kendetegn

Dialogen med kristus

Thorvaldsen valgte en stilistisk kontinuitet mellem figurerne og Kristus-statue: de samme roligt faldende draperier og afdæmpede klassiske proportioner. Mens Kristus’ arme er åbne mod menigheden, holder apostlene deres attributter tæt til kroppen - et billede på, at de formidler budskabet på mangfoldige måder. Bevæg dig langs søjlerækkerne og læg mærke til, hvordan blikkene samler sig i et usynligt perspektivpunkt midt i koret. Det er en iscenesættelse, der gør kirkeskibet til et ”levende” vandringsrum fra tvivl til tro.

Praktiske tips til oplevelsen

1. Tidspunkt: Kom en hverdagsformiddag, hvor naturligt lys fra siden fremhæver marmorens levende overflader uden forstyrrende spotlys.
2. Bedste vinkel: Stil dig midt i skibet ved dåbsenglen og se, hvordan apostlenes silhuetter danner en portal frem mod Kristus.
3. Detaljejagt: Brug lidt tid på apostelsoklerne - flere har indgraverede symboler (ørnen for Johannes, lovbogen under Paulus’ fod).

Med apostelrækken omslutter Thorvaldsen beskueren i et tidløst fællesskab af vidner til troen - en marmorkateketik, som fortsat er lige så stærk, når man træder ind fra Københavns travle gader.

Dåbsenglen i Vor Frue Kirke

Fra midtergangen i Vor Frue Kirke leder blikket naturligt frem mod korets hvide marmorscene. Inden du træder op ad de få trappetrin til Kristus‐figuren, bliver du modtaget af Dåbsenglen - en knælende skikkelse, der med udstrakte arme præsenterer det runde dåbsfad. Figuren er udført i samme italienske marmor som kirkens øvrige Thorvaldsen‐værker og danner et roligt, klassicistisk mellemled mellem kirkeskibets hverdagsliv og korets himmelske dramatik.

Symbolikken i detaljen

• Knælende positur: Englen bøjer sig let fremad og sætter sit ene knæ på en klippesokkel. Gestussen understreger tjenestevillighed og ydmyghed - passende for dåbens karakter af nåde og modtagelse.
• Dåbsfadet: Fadet hviler på engelens hænder som et offer; et billede på, at dåben gives, ikke tages. Vandet står her som et fysisk bindeled mellem det jordiske barn og kirkerummet, der fyldes af det guddommelige.
• Englens ansigt: Rolige, idealiserede træk uden stærke følelser, hvilket afspejler Thorvaldsens nyklassicistiske idé om skønhed gennem harmoni.

Materialitet og formsprog

Thorvaldsen modellerede skulpturen i 1820’erne i Rom; den endelige marmorudskæring blev udført under hans opsyn af de dygtigste billedhuggere i værkstedet på Piazza Barberini. Den blanke overflade får fra ovenlyset et dæmpet skær, som næsten får englen til at gløde, når sollyset falder ind gennem kirkens høje vinduer. Den fine drapering er et studie i, hvordan hård marmor kan fremstå som blødt stof, mens de præcist aflæste fjer på vingerne giver værket liv.

Placering i kirkerummet

Dåbsenglen står i kirkens nordre sideskib, lige før trinnene til koret. Den placering er nøje valgt:

1. Dåben fungerer som overgangen til kirkens fællesskab - fysisk markeret ved at passere englen, før menigheden samles om Kristus‐figuren.
2. Englen danner et visuelt anker for besøgende, der måtte bevæge sig rundt i sideskibet, og forbinder rummet diagonalt med apostelrækken.

Hvorfor værket stadig taler til os

Dåbsenglen forener ritual og æstetik. Når et spædbarn bæres frem, spejles roen i engelens ansigt i en ellers følelsesladet stund. Samtidig møder vi Thorvaldsens klare nyklassicistiske formsprog - en stil, der søger det tidløst smukke og nedtoner det dramatiske. Englen knytter dermed dåbens kristne overgangsritual til den antikke idé om harmoni: Alt er balanceret, alt finder sin plads.

Minerva i universitetets gavlfelt (Frue Plads)

Fra pladsens små brosten kigger man op på Universitetets hovedbygning (1836), hvor trekantsgavlen bæres af seks joniske søjler. I tympanonfeltet folder Thorvaldsens komposition “Minerva underviser den danske ungdom” sig ud som et sandt semester i sten.

Allegorien - Når athena bliver rektor

Relieffet er skåret efter Thorvaldsens gipsmodel fra 1833 og udført i sandsten af hans elev H. W. Bissen. Midtaksen domineres af Minerva/Athena, visdommens gudinde, iført hjelm og med uglen tæt ved. Hendes løftede højre hånd bærer et olivengren-scepter - viden som fredens vej - mens venstre hånd støtter skjoldet prydet med den danske løve.

1. Til venstre for Minerva samles de frie kunster:
   • En ung mand med cithara repræsenterer musikken.
   • En kvinde med palet og pensel står for billedkunsten.
   • En dreng, koncentreret om sin geometriske tavle, personificerer matematikken.
2. Til højre flokkes de lærde fag:
   • En skægged forgrundsfigur med rulleværk og kompas illustrerer arkitektur.
   • En siddende dreng med bogrulle peger på filologi/historie.
   • Bagest anes en kvinde med medicinsk slange som symbol på lægevidenskaben.

Kompositionen danner en åben V-formation omkring gudinden - et visuelt auditorium, hvor de danske studerende modtager “guddommelig” dannelse. Mens antikkens Athensko nærmest lyner under fodsålerne, er ansigterne modelleret efter samtidens københavnere: et bevidst signal om, at klassisk lærdom skal være tidløs og lokal på én gang.

Arkitektur & samarbejde

Arkitekten Peder Malling ønskede fra begyndelsen et antikt “universitetsfrise” som kronen på sin nyklassicistiske facade. Han kontaktede Thorvaldsen i Rom, der sendte en gipsmodel hjem med instruktion om, at relieffet skulle tilpasses det smalle gavlfelt (kun 1,2 m i dybden). Malling sænkede derfor tagvinklen en anelse for at give figurerne mere luft - et tidligt eksempel på kunst og arkitektur i direkte korrespondance.

Praktisk: Sådan oplever du værket

Relieffet kan ikke nås på helt nært hold, men trods afstanden mærker man stadig Thorvaldsens signatur: den afbalancerede rytme, hvor hver figur er egen karakter, men samtidig én tone i det store kor af dansk - og klassisk - lærdom.

Justitia i Domhusets gavl (Københavns Byret, Nytorv)

Kigger du op over den rustikke søjleportal på Domhuset midt på Nytorv, møder du et af byens mest elokvente eksempler på Thorvaldsens evne til at forene antik allegori med borgerlig funktion: pedimentrelieffet “Justitia”. Relieffet blev modelleret af Thorvaldsen i Rom i 1818 og udført i sandsten af billedhuggeren H.W. Bissen efter mesterens forlæg, inden det i 1828 blev monteret på Christian Frederik Hansens nyklassicistiske facade.

Motivet

I midten tronende på en klippeafsats finder vi Justitia, selve legemliggørelsen af retfærdighed. Rundt om hende ses allegoriske hjælpeskikkelser, der henholdsvis noterer love, formaner konflikten til ro og fremviser lovtekster til borgerne. Situationen er komponeret som et teaterstykke, hvor alle blikke samler sig om Justitia - netop dér, hvor dommerstanden bag murene har sit hverv.

Symbolikken, kort fortalt

Etik & lov - Det nyklassicistiske ideal

Thorvaldsen var tro mod oplysningstidens idé om, at loven ikke blot er et regelsæt, men et moralsk kompas. Ved at lade Justitia hvile blikket roligt mod torvet sender hun et budskab om gennemsigtighed: Retten udøves åbent, midt i byen, med borgerne som vidner. Balancen mellem vægt og sværd understreger, at tvang først kommer efter nøje afvejning - en visuel læresætning, der dagligt minder de forbipasserende om samfundskontrakten.

Sådan oplever du værket bedst

1. Timing: Morgen- og eftermiddagssol rammer relieffet skråt og fremhæver dybden i sandstenen. Sen eftermiddag giver de skarpeste skygger.
2. Placering: Stil dig cirka midt på Nytorv, lige mellem flisebåndets diagonale linjer, for at få relieffets symmetri i øjenhøjde.
3. Detaljespotting: Med en lille kikkert eller zoom på kameraet kan du se de fint skårne bogtitler og folderne i Justitias toga.

Relieffet i bybilledet

Domhuset er en af hovedstadens få konsekvent nyklassicistiske bygninger. Det trekantede gavlfelt fungerer som bygningens visuelle signatur; uden Justitia ville facaden blot være en søjlefront. Relieffet skaber altså både æstetisk højdepunkt og institutionel legitimitet: Byrettens retfærdighedsideal bliver bogstaveligt talt hugget i sten - et offentligt manifest, der kan aflæses på få sekunder, uanset om du haster forbi eller står anklaget på trappen.

Tip: Gå en tur ned ad Nygade mod Nytorv; først dér løfter perspektivet sig, og triangelets fulde figur fremtræder som en klassisk tempelgavl blandet ind i byens handelsgader - en påmindelse om, at ret og handel bør følges ad.

Portrætmedaljonerne på KU’s facade (Frue Plads)

Hæver du blikket over Universitetets kraftige sokkel mod Frue Plads, møder du en perlerække af runde portrætmedaljoner. De er modelleret af Thorvaldsen i Rom, udført i rødbrændt terrakotta af hans elev H. W. Bissen og sat op i 1837, året før hovedbygningen stod færdig. Ideen var at gøre bygningen til en billedlig pant på den antikke lærdom, som de studerende her skulle tage til sig.

Medaljonerne hænger på første etage mellem de høje vinduer - seks til hver side af den centrale portal - og hver bærer navnet indhugget i græske majuskler. Ansigterne er drejet let mod hinanden i et forløb, der mimer en samtale på tværs af århundreder og faggrænser.

Sådan oplever du dem bedst

1. Stil dig midt på Frue Plads, cirka ved springvandet. Herfra får du den mest symmetriske akse mod facade og kan tælle alle 12 med blikket.
2. Tag gerne en kikkert eller kamera med zoom - medaljonerne er kun omkring 80 cm i diameter, men righoldige i detaljer.
3. I dagslys gløder terrakottaen varmt mod den lyse sandsten; omkring solnedgang fremhæver skråt lys portrætternes reliefdybde.

Rækken fungerer som visuel pensum­liste: Fra Homers mytiske fortid til Archimedes’ opfindsomhed danner den et panorama af den klassiske dannelse, universitetet ønskede at formidle i 1800-tallet - og som stadig klinger med i institutionens motto “Coelestem adspicit lucem” (“den søger det himmelske lys”). Thorvaldsen omsatte her sin egen fascination af antikken til et konkret, dagligt møde for enhver, der passerer porten.

Næste gang du lægger vejen forbi, så prøv at vælge din “mentor” blandt profilerne - og overvej, hvordan netop dette hoved kunne spejle dit eget studie eller din hverdag i byen.

Alexander den Stores indtog i Babylon – frisen i Universitetets festsal

På første sal i Københavns Universitets hovedbygning - bag de tunge egetræsdøre til Festsalen - løber en næsten 35 meter lang frise, der gengiver Alexander den Stores triumferende indtog i Babylon. Motivet er udført i gips efter Thorvaldsens originalmodel fra 1812, bestilt til Napoleons planlagte ombygning af Quirinal-paladset i Rom. Frisen kom dog aldrig til Italien; i stedet blev den et dansk hovedværk, som siden 1830’erne har sat den akademiske højtidelighed i relief.

Antik inspiration i nyklassicistisk indpakning

Thorvaldsens komposition læner sig tydeligt op ad Parthenon-frisens rytme: en langstrakt proces­sion, hvor figurer og dyr bevæger sig mod et centralt omdrejningspunkt. I Alexander-frisen er det kongen selv, der i quadriga (firspand) ruller ind gennem Babylons porte, flankeret af generalerne Ptolemaios og He­phaistion. Bagved følger sejrssymboler som elefanter, faner og erobrede våben, mens babyloniske udsendinge byder velkommen forrest i optoget.

1. Venstre halvdel: De besejrede babylonere fremstilles i lavere relief og roligere bevægelser - en reference til antikkens hierarkiske billedsprog.
2. Midtpunktet: Alexander, timet præcist til salens særlige akustiske “sweet spot”. Når rektor holder tale ved immatrikulationen, står han direkte under kongens sejrsvogn.
3. Højre halvdel: Oprømte makedonere og tropper i stadig højere relief; optoget kulminerer i en allegori over videnskab og kunst - en subtil hilsen til universitetets formål.

Sådan oplever du frisen

Hvorfor se frisen?

• Monumental skala: Sjældent møder man Thorvaldsen i så gennemført et rumligt scenografi­sk værk uden for hans museum.
• Kunsthistorisk nøgleværk: Frisen viser, hvordan nyklassicismen oversætter antikke forbilleder til 1800-tallets nationale og akademiske selvforståelse.
• Arkitektonisk helhed: Slethvide vægge, mørkt parket og gulddekoreret stuk rammer motivet ind, så hele salen fungerer som ét stort kunstværk.

Når du forlader Festsalen, læg mærke til hvordan processionens rolige, rytmiske bevægelse stadig “går” med dig ud på Frue Plads - et diskret vidnesbyrd om Thorvaldsens evne til at give 2.300 år gammel historie nyt liv midt i nutidens København.