Odd Fellow Palæet er en rokokobygning i Frederiksstaden i København, der blev opført 1751-1755. Palæet er tegnet af Johan Gottfried Rosenberg under Nicolai Eigtveds overopsyn for gehejmeråd Christian August von Berckentin. Oprindeligt hed bygningen Berckentinske Palæ eller Schimmelmanns Palæ efter den senere ejer, den rige finansminister Heinrich Carl von Schimmelmann og dennes søn, i hvis ejertid palæet blev kendt for et blomstrende salon- og selskabsliv.
I 1884-1890 blev palæet til- og ombygget til brug for koncerter. Palæet blev herefter kendt som Koncertpalæet, og koncertsalen med den fremragende akustik blev et populært samlingssted i det københavnske kulturliv.
I 1901 købte Odd Fellow Ordenen bygningen, hvorefter det nu skiftede det navn til Odd Fellow Palæet. Ordenen indrettede en logesal mm.
I 1992 udbrød en voldsom brand, hvorved koncertsalen blev helt ødelagt og mange rum i pælæet udbrændte.
Palæet blev genopført og delvist restaureret, men koncertsalen blev ikke genrejst. Derved fik palæet sin gamle have tilbage.