Amalienborg er et slotsanlæg i København og hovedresidens for den danske monark. Anlægget består af fire næsten ens palæer, der omkranser en ottekantet plads. Slotsanlægget er et hovedværk i dansk bygningskunst og nok det fornemste stykke rokokoarkitektur i Danmark.

Amalienborg Slotsplads er navnet på den plads, der er indrammet af Amalienborgs fire palæer. Langs den sydøst-nordvestlige akse af pladsen er der frit udsyn mod nordvest Marmorkirken og mod sydøst Operahuset på den anden side af havneløbet.

De fire palæer:

Christian VII's Palæ, eller Moltkes Palæ - det sydvestlige palæ, er dronningens gæste- og repræsentationspalæ. Palæet er opført i årene 1750-54 for overhofmarskal Adam Gottlob Moltke efter tegninger af Eigtved. Tidens bedste håndværkere og kunstnere var medvirkende til byggeriet, herunder hofbilledhugger Johann Christoph Petzold, der stod for al udvendig sandstensudsmykning, samt hofsnedkerne Louis-Augustin Le Clerc, Dietrich Schäffer og stukkatøren Giovanni Battista Fossati, der fik kontrakt på udsmykningen i det indre. Resultatet blev et palæ af usædvanlig høj kvalitet, og riddersalen regnes blandt de fornemste rokokorum i Europa. Siden disse kunstneres indsats på Christiansborg gik tabt ved branden 1794, er Moltkes Palæ et af de få steder, hvor man kan forestille sig, hvordan gemakkerne på kongeslottet har set ud.

Christian VIII's Palæ, eller Levetzaus Palæ - det nordvestlige palæ, De Danske Kongers Kronologiske Samling, Amalienborg. Palæet blev bygget for gehejmekonferensråd Christian Frederik von Levetzau i 1750-60. Efter hofbygmester Nicolai Eigtveds død i 1754 fuldførte Lauritz de Thurah loyalt byggeriet efter hans tegninger. Det færdige palæ var ikke kvalitativt på højde med Moltkes Palæ, for de økonomiske midler flød ikke lige så rigeligt. Levetzau døde i 1756, og palæet forblev i familiens eje (Stamhuset Restrup) indtil 1794.

Frederik VIII's Palæ, eller Brockdorffs Palæ - det nordøstlige palæ, tidligere dronning Ingrids bolig, rummer kronprinsens bolig og er istandsat og moderniseret til brug for kronprinseparret. Palæet blev bygget i 1750-60 for baron Joachim von Brockdorff under hofbygmester Nicolai Eigtveds ledelse. Efter arkitektens død i 1754 fuldførte generalbygmester Lauritz de Thurah også dette palæ. Bygherren døde allerede i 1763, og den rige Adam Gottlob Moltke i nabopalæet erhvervede bygningen. To år senere solgte han det til kong Frederik 5.

Christian IX's Palæ, eller Schacks Palæ - det sydøstlige palæ, er dronningens residenspalæ. Palæet blev påbegyndt i 1750 efter Nicolai Eigtveds projekt. Byggeriet blev efter hans død først ledet af arkitekterne Christian Joseph Zuber og senere af Philip de Lange. Omkring 1754 kom bygherren, gehejmekonferensråd Severin Løvenskiold, i pengenød, og grevinde Anna Sophie Schack overtog palæet med tanke for sin stedsønnesøn, Hans Schack.

Hvert palæ har en hovedport og en køkkenport. Hovedportene er dem, som ligger ved Amaliegade, køkkenportene er dem, som ligger ved Frederiksgade.

I 1794 blev Amalienborg efter Christiansborg Slots brand overtaget af kongehuset, og C.F. Harsdorff blev sat til at ombygge palæerne og forbinde kronprinsens bolig (Schacks Palæ) med kongens (Moltkes Palæ). Harsdorff forhøjede alle palæernes mellembygninger mellem hovedbygning og pavilloner med en etage og nedlagde vestibulerne i alle fire palæer for at skaffe plads.

Først efter Påskekrisen i 1920 blev Amalienborg kongehusets permanente residens.

Fra 1993 har Amalienborg været kandidat til optagelse på UNESCO's verdensarvsliste.